web templates free download

NEWCASTLE 2016

En positiv overraskelse i Nordengland.

Nyheden om at turen skulle gå til Newcastle vakte ikke just begejstring. Tanken om en trist engelsk industriby lagde en dæmper på vores forventninger til turen, men vores antagelser skulle vise sig at blive modbevist mange gange. Byen har meget at byde på, og er alt andet end en grå, utiltalende industriby, den på overfladen og ved første øjekast kunne minde om. Vel er der overalt er tegn på, at byen en gang var en travl og beskidt industriby, men den flotte, centrale havn med de mange broer, der krydser floden Tyne, er forvandlet til et moderne område, med kunstmuseer, gallerier og restauranter. Broen Gateshead Millennium Bridge, der med sine to ikoniske buer roterer om sin akse og åbner op for skibstrafikken, er et særligt syn, når den åbner sig op. Som sædvanlig gik en stor del af turen med at trave byen tynd med mange indlagte pauser på en af byens mange pubs. På vores ture søger vi altid efter gode parker at spille med disc, og midt i Exhibtion Park faldt vi over bryggeriet Wylam, som ligger i en gammel udstillingsbygning fra 1930'erne. Badet i sol på byggeriet terrasse smagte vi på de forskellige øl og faldt i snak med de lokale. Vi tog toget til forstaden Jesmond, hvor vi gik på opdagelse i parken Jesmond Dene, som er en flot park placeret i et vildt naturområde i en gammel slugt. Parken er et skønt åndehul, og vi fik hvilet fødderne og spillet disc. Efter at have spadseret gennem parken, faldt vi over The Tyne Bar, som ligger helt ned til Tyne. Her var der live musik og øldrikning på en tilstødende græsskråning, hvor vi nød den lokale stemning og solnedgangen over byen. Det var en perfekt afslutning på en fantastisk tur.